“Det er ok, du har et no go”…

Sætningen faldt i en telefonsamtale, vi havde tidligere i dag..

Herren har lavet, som beskrevet i en tidligere blog, en singletail. Smuk, elegant, Sort, blank, rå lædersnert.. Lavet med Hans sædvanlige perfektionisme. Elsker den, udelukkende af den grund, at Han har lavet den. Tænkt den, udformet den, haft lysten til den, lysten til at udvikle idéen, påføre min krop smerte med den…

Men den ligger ubrugt hen.. Det er nok min egen skyld. Den skræmmer mig. Smerten den byder mig er skarpere, end jeg kan kapere. Men jeg er reelt også angst for den.. Bange for at slaget ikke kun bider huden, men rammer dybere, hvor øjet ikke kan se. Smerten som sådan kan jeg få overstået… Ikke nyde, så langt er jeg ikke i min masochistiske udvikling. Men jeg kan stå den igennem, fordi jeg er Ham hengiven. Min underkastelse, som jeg nyder ud fra et egoistisk behov for forskellen, fodres så intens, når tingene er svære, unemme..

Da Han så nævner, at det er ok jeg har et no go, burde jeg tænke “Fedt, jeg slap”. Men en absolut modsat tanke opstod.. Gu er det ej. Gu er det ej ok jeg har det no go. No goét er et symptom. Som at have et ømt punkt, og så tænke, jamen så trykker jeg ikke på det. Nuller. Hvis jeg har et ømt punkt, vil jeg så gu vide, hvorfor det ømme punkt eksisterer. Hvad er årsagen? Hvad er kilden? Hvorfor? Jeg er tilhænger af at fjerne årsagen, ikke symptomet…

Så omend jeg burde acceptere Hans “Det er ok du har et no go”.. så kan jeg ikke..

Blide kys..

En af Hans gennemgående ønsker for mit udvikling, i vores tid sammen, har handlet om mig, og min reaktion på mit eget køn. En udfordring, jeg har mødt, først med skepsis, og en forskræmt følelse, efterfulgt af spirende nysgerrighed, og nu, åbenlys egoistisk interesse. Lidt sjovt ikke?.

Jeg har altid været hetro, eller også har det bare været min norm, jeg gerne ville følge, den er ikke helt afklaret…Men som med mange andre sider af min seksualitet, ændres den, udvikles. Og nu kigger jeg nysgerrigt og lystent efter kvinder, både til at “slæbe med hjem i hulen” til Ham, men også af rent egoistisk lyst til at nyde den særlige blide kemi, jeg af og til møder hos en anden kvinde.

Har haft en fantastisk oplevelse i den forgangne uge. Jeg har mødt en helt igennem skøn kvinde. Kærlig, omsorgsfuld, smuk, med de mest fantastiske øjne, det smukkeste sind, jeg har set længe. Kender hende ikke til bunds endnu, men det jeg ser, giver mig sult efter at søge dybere ind i hende.. Lyst til at vide alt om hendes svagheder, styrker. Minder faktisk allermest om en spirende forelskelse. Og jeg elsker at være forelsket. Den kan ofte gøre mig utryg. Usikker. Jeg har før proklameret, at den er min “hadefase” i et spirende bekendtskab, fordi jeg føler mig på gyngende grund. Men her, føler jeg mig bare tryg, nysgerrig, åben.

Hun vil gerne Herren min også. Faktisk sidder jeg ofte og mærker efter, i de signaler hun sender både mig og Ham, om det er Ham eller mig, der er “målet”, for hendes interesse. Men hvor meget jeg end vurderer, kan jeg ikke nå en konklusion. Og det gør mig glad. Gør mig glad, at hun viser både mig og Ham interesse. Det gør mig tryg. Jeg ved den kemi jeg deler med hende, ikke er den samme som den hun deler med Ham, at der er to gaver til os, i en kvinde.

Vi mødtes i torsdags, for første gang nogensinde med det for øje, at dele hinanden. Nyde hinanden på kryds og tværs, for mit vedkommende for første gang at udforske og nyde en kvinde. For første gang se Ham kysse og nyde en anden kvinde end mig. Jeg nød ikke at være det mindste nervøs, blot spændt og forventningsfuld. Ville jeg blive jaloux, ville jeg blive overmandet af negative “åh nej, jeg vil ikke alligevel” følelser, ville jeg kunne dele, og nyde at se Ham håndtere en anden kvinde, som jeg har fantaseret om længe? Ville jeg kunne dele?

Jeg nød.. hende, Ham, os. I forening, en symbiose, der handlede naturligt, delte helt naturligt, læste hinanden perfekt, og aftenen blev fabelagtig. At se hendes øjne, siddende på gulvet ved hvert af Hans ben, og se Ham lægge halsbånd og manchetter på hende, genkende hendes nydelse, det sted jeg ved jeg bliver sendt hen mentalt, når Han gør det samme ved mig. At se, Han rammer hende nøjagtigt i det center, hvor jeg også bliver ramt, underkastelsen, hengivenheden, var fantastisk, og af mange fantastiske yndlingsstunder den aften, nok alligevel den stærkeste.Jeg nød at se Hans udtryk, Hans tilfredshed med det hun og jeg delte, Hans nydelse og stolthed, der lyste ud af Ham. Nød at både hendes og min nydelse forstærkedes af tanken om, at Han nød at se os, at Hans opmærksomhed på os sammen forstærkede vores kemi, at dele et fælles mål : At nyde hinanden, og vække Hans lyst til at nyde os begge på lige fod.

Jeg svæver endnu. Savner hendes blide kys, skønne øjne, varme bløde krop, det fællesskab jeg føler med hende. Savner hendes nus, selv at nusse, og bare nyde hendes nærvær. Glæder mig så usigeligt til næste gang, jeg får lov at møde, nyde, dele, få, de helt specielle blide læber, så kysser så ømt og så inderligt. Glæder mig til at udforske, hvor denne unikke sjæl kan føre mig hen, give mig af kærlighed og specielle stunder. Glæder mig til at se, om jeg, vi, kan berige hendes liv, på samme måde som hun beriger vores.

Dejlige lækkermås.. tak for den du er, og tak, for helt specielle blide kys, for en vidunderlig debut med en kvinde, fordi du viser mig, hvor fantastisk en kvinde kan være. Glæder mig usigeligt til vi ses igen, og jeg kan se ind i dine øjne, og nyde vores helt specielle kemi. Kys lillemus <3

Drømmeseng :)

Tænk, hvis Herren havde sådan en seng.. Hvis man lå derinde, under Ham, låst inde, lyttende til Han bevægelser, åndedrag, søvn. Trygt, mørkt, trangt. Hvor følelsen af helt at være i Hans vold fyldte én med ydmyghed. At blive lukket ind for natten, når Hans behov var opfyldt, og Han ikke så behov for nærvær, men trængte til søvn, i fred, men med mig tæt på, i Hans fangenskab, alligevel..

Der er noget fantastisk ved den tanke..

 

Smukke røde negle…

Herren tænder på feminin udstråling. Jeg bærer altid make up, kjole eller nederdel, og har jeg selvsiddende på, er Han veltilfreds, omend jeg til daglige har tilladelse til at bære leggins eller strømpebukser, især om vinteren..

Jeg er fra vestjylland oprindelig. Derude hvor det er aldeles upraktisk med kjole, høje hæle, og håret for det meste bliver placeret i en hestehale, hvis det er langt nok, fordi vinden ellers fejer det ind foran ansigtet, og i det hele taget bare er i vejen. Derude, hvor mine knaldrøde gummistøvler er lige på kanten til at være lidt for kække. Negle er noget man åbner en øl eller cola dåse med, eller får kradset hul i folien omkring madvarerne. Dem der ikke er knækket eller klippet korte, fordi de hænger fast i alting, altså. Nederdele er et sjældent syn, og afleveres poderne i børnehaven i sådan et dress, er det fordi mor skal på arbejde i storbyen. Høje hæle findes da i tøjskabet, bevares, og er de småstøvede når man skal til sølvbryllup, så er det noget en fugtig, hårdt opvredet klud kan fikse.. Get the picture?

Sådan er jeg… praktisk. Praktisk klædt, praktisk tænkende, praktisk med mine hænder. Sammenligner af og til mig selv med en firhjulstrækker, kommer frem hvor jeg vil, lidt mudder og snavs tager ingen skade af. Den er praktisk, starter altid, kan trække en trailer og komme frem overalt. Desuden skiller den sig ikke alt for meget ud, sølvfarvet lakering er alt rigeligt. Smarte fælge er dyre og hvad er egentlig formålet med popsmart pynt? Vi skal jo bare ind til brugsen…

Det er snart halvandet år siden jeg mødte Herren. Har udviklet mig en del på den del, der gik ikke længe før tøjskabet bestod udelukkende ad kjoler og nederdele, bukser var noget jeg brugte på rideskolen, og har faktisk oplevet at få afslag på en anmodning om at bære bukser da jeg skulle i haven. Lige så stille begyndte jeg at putte diskret neglelak på.. Gemmensigtig, rosa, eller i hvert fald meget sarte farver. Mine negle er korte, og knækker hurtigt. Kombineret med små kraftige hænder, følte jeg et eller andet sted ikke det komplimenterede med stærke farver. Vi har før snakket om kunstige negle, men jeg har ikke rigtig haft fundet modet til det..Men det ville bringe mig lige det skridt nærmere den lile røde porsche Han gerne så mig udstråle..

Et eller andet skete i mig i onsdags. Stod, i føtex, og fik helt mod på det. En æske med 100 negle, røg ned i kurven, sammen med en ny, helt blank smuk neglelak. Var egentlig overbevidst om det var svært, havde faktisk set et nederlag komme, men hey, så var det da forsøgt Havde lysten. Lysten til at glæde Ham, ved at tage imod Ham med lange røde negle..Nærmere sig faktisk nærmest en barnlig begejstring.

Og det lykkedes… det var faktisk nemt. Jeg skal lige have fundet den rigtig længde, den første halve time kunne jeg knapt samle en lighter op fra bordet *G*-. Jeg er dybt fascineret… paf over at det er mine hænder, der er så smukke og feminine. Og for mig også et symbol. Et symbol på, at jeg er kommet langt i min lyst til at please Ham, gøre Hans standard til min. Tror ikke jeg vil bære negle dagligt, det ér svært at kombinere med hest og udeliv. Men alligevel.. rammer tanken mig hver gang jeg kigger på dem, at jeg gør det for Ham. Jeg ved det behager Ham. Det gør dem endnu smukkere i mine øjne.

 

Balance

Er så uendelig heldig, at være en del af et netværk.. En lille gruppe af slavinder, der mødes, holder af, hænger ud, styrker, løfter og skælder ud efter behov.Ens, på visse punkter.. og så forskellige på åh så mange andre.

Har lige været sammen med dem en hel weekend, ikke første gang, og hver eneste gang kommer jeg hjem, fyldt op, mentalt, af nye synspunkter.

Har set folk sætte spørgsmålstegn ved det gode ved sådan en gruppe.. Men når man kommer hjem, dybt hengiven, med følelsen af Herren er den bedste i verden, kan det kun være sundt, for både Ham og jeg.

Min vigtigste lærdom denne weekend, var balance.. Mentalt.. Første vidnesbyrd om min øgede mentale balance, skete faktisk på vej til vores mødested. Jeg var kommet afsted uden halsbånd, det halsbånd jeg ofte bærer, når jeg er ude, og slavinderollen er i fokus, når jeg færdes i bdsm miljøet, med og uden Ham. For at holde fokus, er Han ikke med, for at vise tilhørsforhold, vise min frivillige underkastelse så tydeligt som muligt. Vise, at jeg er Hans.. føle det, dybt. At falde i søvn et fremmed sted, uden Ham, og kunne finde tryghed i halsringen, giver en udefinerbar følelse af tryghed, hjemsted, tilhøren..

Men ud af døren uden kom jeg.. Min verden nærmest væltede i irrationalitet. Smerten var ikke blot i mit hovedet, følte den dybt i maven. Tårerne pressede sig på, uden at forstå vigtigheden for halsbåndet i mit sind. Selv uden er jeg Hans. Følte mig alligevel nøgen.

Alligevel lykkedes det mig at få det vendt, forstået, accepteret. Og omend det kunne, ødelagde det ikke min weekend. Selv uden halsbånd, var mine tanker, fokus, 100 % på Ham, os, mig i forhold til Ham, tankerne, forståelsen i rette retning.

Hengiven, elskende, Hans i sind og sjæl. Og nød at komme hjem, og vise Ham, hvor jeg er. Nød at få lov. Nød at fortælle om min følelse, når jeg sad der, blandt andre ejede, med fornemmelsen af, at jeg, var ejet af den klogeste, bedste, lækreste Herre. Og føle overbevisningen dybt inde.

På mange andre måder bredte min følelse af balance sig. Balancen med slavinden i mig, og mennesket bag, syntes også langt større. Jeg er knap så intens som tidligere. Og føler det er langt sundere, for mig. Langt mere holdbart. Jeg har omsider lært, at holde tungen mere lige i munden, og ikke gabe over mere, end jeg selv kan følge med til. Jeg holder af udvikling. Og gerne en rivende. Men når udviklingen går for stærkt, sulten bliver fulgt for hæmningsløst, så ryger fokus fra andre krævende områder, og balancen bliver skæv, forrykket. Som med tid. Jeg har altid sagt, at tid ikke er noget man har, det er noget man ta´r. Sådan er det også med fokus. Det er et bevidst valg.. Og derfor en udfordring at finde balancen i…

Nok min vigtigste pointe jeg tog med mig, fra en intens givende weekend. Ikke engang en pointe, der var oppe til debat. Men mange følger en anden i hælene. At lukke sindet op, og lade andres oplevelser, holdninger sive ind, giver én et klarer syn, på egne problematikker.. Og for det alene, vl jeg være pigerne dybt taknemmelig for.

Så tak til Herren, fordi Han støtter op, lader mig deltage, og tak tøser, fordi i rummer og deler så gavmildt med mig. For mig.. en uvurderlig gave.

Lænket om natten..

Føler mig så forkælet i tiden.. Nyder Herrens opmærksomhed, fokus, på rigtig mange måder..Nyder stadig at være tilbage, hos Ham. Og kan mærke Han nyder jeg er der..Nyder igen at være Ham.. og mig.

Han har lavet håndleds manchetter til mig. Ved ikke om de er tænkt som gaver.. men de er modtaget som sådan. Han bestilte læder fra læderiet, spænder, hængelåse. Skåret elegant, ud af ét stykker læder, jeg ikke kan sprænge, smiler. En ankel-manchet måtte lade livet i foråret, efter et hårdt slag. Mine benmuskler har haft gavn af min ridning, må jeg konkludere..  Kom bag på både mig og Ham, at det var muligt. Det sker ikke med de nye *gg*. De er målt efter mine håndled. Med spænder, hvor en hængelås er lukkemekanismen. Smukke, virksomme, overbevisende. Kan ikke få dem af, uden nøglen til hængelåsen. Nyder at Han giver mig dem på, når jeg får lov at gå rundt i Hans lille lejlighed med dem på. Nyder kontrasten til friheden, nyder følelsen de giver mig. At de er lavet, personligt til mig, gør mig endnu mere.. tryg.

Min julegave.. en smuk, sort, åbenstående lang satinkjole… Eneste sammenføjning seks elegante små stofbeklædte knapper, fra under brysterne, til lige under navlen. Nyder følelsen af at være tilgængelig. Han ønsker jeg bærer den, når vi er alene.. nøgen under. Nyder Han ønsker at se mig sådan.

Min seneste gave.. Lænken.. der går fra sengegærdet. Ned til mine håndmanchetter. Bundet om natten…

Jeg forsøger virkelig at rationalisere hvad der sker. Min søvn er dyb normalt.. kan af og til have svært ved at finde søvnen, svært ved at slippe tanker om dagen der gik, dagen der skal komme, glæder, sorger. Nyder såmænd den stille stund, hvor Hans vejrtrækning er den eneste lyd i huset, og tankerne får lov at flyde lidt, uden ting der lige skal laves. Jeg ser det upraktiske, ubekvemme, ved at sove bundet. Den begrænsede bevægelsesfrihed, kan ikke komme ud og tisse uden at skulle vække Ham osv osv. Kan sågar ikke snige mig op til en smøg midt nat, skulle jeg få lysten..Alt i alt.. min glæde er irrationel..

Men mit hovede slukker, så snart jeg bliver lænket. Lyden… den blide raslen. Begrænsningen af mine bevægelser. At blive brugt, liggende sådan, lige inden sovetid, vendt rundt, vendt rundt igen, med hænderne bundet, holdende om kæden.. Det er så .. fedt.. Det rammer direkte ind i centret jeg elsker at blive ramt i. Underkastelsen. Forskellen. Følelsen af magtesløshed, fanget, holdt. Brugt.

Lænken er lang nok til at jeg kan finde min yndlingssovestilling, på siden, med hænderne knyttet for brystet. Følelsen af enorm ro og tryghed kommer bare krybende. Jeg ryger direkte ind i følelse af harmoni, tryghed, ro i hele kroppen. Dybt fascinerende. Følelsen af Ham, bag mig, holdende om mig. Og kæden, jeg er bundet med, foran. Favnet og tryg. Og slam, jeg er ude som et lys. Sleeping like a baby.

Første nat jeg blev bundet følte jeg efter… hvad giver det mig.. giver det mig noget overhovedet?. Har før sukket, når jeg har læst om andre kvinder, der blev bundet om natten. Følt suget i maven, den udefinerbare følelse, jeg ikke kan beskrive. Lysten til at prøve. Men var også skeptisk. Ville nyde af min egen grund, skulle jeg nyde. Men jeg er solgt til den følelse, der kryber ind over mig, når klikket lyder. Håber at få lov at sove bundet jævnligt. For det ændrer mit sind, mætter, giver ro.

Så opgiver egentlig at analysere hvad den gør. Den gør bare.. godt. Set ud fra et menneskeligt synspunkt er det noget fis i en hornlygte. Forstår også godt det synspunkt. Jeg forstår det ikke selv. Det ydmygende aspekt kan være negativt ladet. For mig er det givende. Jeg nyder forskellen. Nyder følelsen af “Her ønsker Jeg dig” det giver. Den stille ordre det er. Bliv. Der.

Herrens Singletail..

Herren har krereret en singletail.. bidende, skarp… Laver de smukkeste mærker. Røde, hævede,lange. Lilla hvor det yderste af snerten rammer. Brugen af den skræmmer mig. Smerten er.. spids, kontant. Uudholdelig.. Fascinerende..Den er endnu ikke færdig, men intet der hindrer brug mangler. Indtil videre, og lykkeligvis, uden fiksering. Har en enkelt gang været ude i gangen og vende, med knap så pæne fraser. Fedt mærke, indrømmet.. smerten.. ulidelig.

 

Dog.. er det mest fascinerende, Hans ansigts udtryk, når Han bruger den. Det hårde islæt i pupillerne, der finder direkte vej til min totale underkastelse. Rolleforskellen. Grunden til.. Essensen.. En snert af nådesløshed, omend jeg ved Han kender smerten den giver mig. Rå vilje.

 

Èt scenarie vil ikke slippe mine tanker, sent, når roen, søvnen, burde indfinde sig. Fantasiens frirum. En kælder, fyldt med Herskere, og deres underkastede. Tjenerinder. Jeg kender aftenens formål. Hans singletail, der ikke kommer til sin ret i lejligheden. Hans rå sadisme, der kan få afløb. Mine skrig, der vil være irrelevante, bedende om nåde, bevidst om ikke at opnå den. Mærkerne den vil smykke min krop med, Hans rene sadisme, lyst, der vil komme til udtryk.. Han er allerede koncentreret, fokuseret. Herren er trådt frem.

 

Jeg står lænket med kvinder jeg kender.. Langs muren står vi, nøgne under kappen, iført manchetter, kæder der giver minimal bevægelsesfrihed. Vi kan ikke nå hinanden, men det er muligt at sidde og stå efter behov. Fæstnet til den rå mur, ved en simpel ring, stille.. usete. Ubemærkede..

Herrene ved bordet. Fakler der blafrer, giver varmer hvor kaminen ikke når. Nøgne tjenerinder sørger for fyldte glas, tændte cigaretter. Stille, elegante, ydmyge. Tilgængelige. Herrene taler, sammen, politik, job..Vi kan ikke høre samtaler, blot finder enkelte ord indimellem vej.

 

Jeg observerer stille.. Én bestemt tjenerinde har Hans opmærksomhed. Hans hånd finder hendes bryst. Smukke, fyldige, indbydende. Midt i en samtale med Herren ved Hans side, ser jeg Hans fingre knibe, hendes ansigt, der giver små signaler om smerten. Uden ord tager Han fat i hendes hår. Jeg kender signalet.. ved hvad Han ønsker. Hun knapper op.. tager Hans lem i munden, kærtegner, pirrer. Hans hånd presser. Jeg ser hun kæmper, smiler for mig selv, ved hvordan Han lukker af. Ved jeg skal slappe af, for at tage Ham dybt. Hun formår ikke.. bliver skræmt, kvalt, vrider sig for at komme fri..Han står fast.. holder ved. Jeg ser panikken i hendes øjne..Han giver hende fri, uden forløsning..

 

Jeg overvældes af vrede. Pludselig vrede. Han fortjener ikke hendes protest, uvilje, modstand. Jeg kender Hans pik.. Kender dens magt, formåen, rækkevidde. Den silkebløde hud.. Han fanger mit blik, læser… giver tegn. Jeg bliver løst af en anden tjenerinde, søger Ham, knæler for Ham, og får lov. Lader tungen kæle for den silkebløde hud på skaftet, søger opad, synker ned.. Lader Ham hvile dybt i min hals, nyder pulsslagene mod min strube, Hans tag i håret, der signaler ”bliv”.. Og jeg bliver.. masserer forsigtig med små synkebevægelser. Lydene, menneskene omkring mig, forsvinder, der er kun Ham, foran mig. Han letter presset, lader mig fri, ånde, presser ned igen. Denne gang til min egen kamp indfinder sig, manglen på luft, der får kroppen til at reagere. ”Nok”, lyder det kort, jeg slipper, slikker ren, og så tør som muligt, trækker forhuden frem, kysser blidt hvor pulsåren dunker heftigst, og pakker ind. Han ønsker endnu ikke Hans forløsning. Jeg kender årsagen….

 

En stund sidder jeg ved Hans fod.. stille. Blot tilstede. Urørt. Ved tiden snart indfinder sig. Jeg mærker frygten.. frygten for smerten, jeg ved ligger foran. Kan næsten nu høre mine skrig, jeg ved vil blive ignoreret. Han er fordybet i snak.. Hører mere end ser andre kvinder betjene. Pisk der smælder, skrig der finder vej gennem læber. Klask. En Herres stemme, der korrigerer, retter til.

 

Er langt inde i mine tanker, indtryk, da Herren rejser sig. Giver tegn. Jeg følger med, ind i et tilstødende rum. Eneste genstand er taljen i loftet. Han stiller mig under den, fæstner mine manchetter til kæden, der hænger ned.. strammer, til jeg kun står på tæerne. Jeg ryster.. er livsensræd for smerten, jeg ved kommer. Der er frygt i mine øjne, tanker, men også accept.. afklaring. Han forlader rummet.. vender tilbage med singletailen. Svirper den i luften. Han ser mig ikke. Hans fokus er indadvendt. Hans øjne sorte. Han løsner kappen, smider den i et hjørne. Hans hænder glider ned af ryggen, kærtegner baller, ryg, mave, taljen.. Hans lærred, den hvide hud, der snart vil blive dekoreret med hævede striber. Min vejrtrækning er stødvis. Jeg står ubekvemt. Det har ikke Hans fokus..

 

De første slag falder.. ubarmhjertige, hårde.. præcise. Han er målrettet, ved hvor Han ønsker pisken skal falde, mærker træde frem. Mine skrig giver genlyd. Jeg hører dem, føler smerten river mig midt over. Skarp, bidende, sviende. Tårerne der springer. Jeg tæller ikke. Antal er irrelevant. Han slår til. Uden tøven. Hans rå sadisme får frit afløb. Striber, der springer frem, snerten der bider lilla mærker. Han har sved på panden. For første gang ser Han mig i øjnene. Ser min smerte, min lidelse. Jeg tigger ordløst. Mener det med hele min sjæl. Jeg ved det ikke hører op, før Hans lyst er mættet. Ude af stand til at flygte, er jeg prisgivet Hans vilje. Pisken falder igen, stadig med Hans øjne i mine. Skriget jeg ikke kan holde tilbage. Han ved, det kun er Hans vilje der kan fuldføre. Han lader pisken falde, nærmer sig.. lader fingrene løbe langs snertens mærker.. Mit sind er tomt.. viljeløst. Pisken falder igen og igen, knapt når mine skrig at dæmpes, før et nyt rammer. Opdager knapt Han løsner mig. Lader mig glide ned på gulvet, vender mig rundt på maven, løfter mig op mod Ham, og trænger ind. Han når Hans forløsning hurtigt og intenst. Hård, som jeg sjældent har mærket Ham…

Konflikthåndtering..

Lå med lidt tanker sent i aftes.. Jeg har altid vidst jeg ikke var/er konfliktsky, er af den opfattelse, at en konflikt ikke forsvinder, et problem ikke løses, ved at tie det ihjel. Og tager hellere fat om roden til problemet, end problemet selv.

Men min konflikthåndtering kunne klart forbedres.. har gamle mønstre, der ikke fungerer optimalt…. selvmedlidenhed, selvrespekt, er en stor del af problematikken.

Gik egentlig rundt med den opfattelse at jeg besidder en god del selvrespekt. Ikke at forveksle med selvtillid, den fejler ikke det store. Heller ikke at forveksle med selvværd, herregud, det svinger, gør det nok hos de fleste.. Men respekten for mig selv.. trænger til redifination.

For når en konflikt rammer mig, rammer den mig ofte i det center. Jeg bliver i tvivl. Er opførslen respektløs? Ikke intentionelt, men altid en tanke der popper op. Og det irriterer mig, at jeg ikke altid kan mærke, om det er tilfældet. Og det får mig til at tænke over, om problemet så mestendels ligger hos mig selv?. Reagerer jeg, fordi jeg mest af alt er bange for ikke at være respekteret for den jeg er, og ikke så meget på grund af kimen til konflikten?.

Nu har jeg den opfattelse, at respekterer du dig selv, vil andres opførsel være respektfuld.. og oplever du respektløs adfærd, så er det oftest galt med den udstråling du selv ender ud. Det kan overføres til andre problematikker også, selvrespekten er blot et eksempel reelt. Så den vil være et arbejdspunkt fremover. Respekten for mig selv.

For selv en underlagt slavinde har behov for respekt for den hun er..

For mig er mangle på respekt noget af det mest modbydelige, man som menneske kan byde hinanden. Ryger respekten, ryger lysten til åbenhed, forståelse. Og så står man i stampe, fjerner sig fra hinanden, og konflikten forværres. Og det er et dødsstød på ethvert forhold, veninde, kæreste, familie, og sågar Herre/slavinde imellem. Ingen tvivl om behovet for respekten fra slavinden til Herren. Uden respekt, intet Herredømme. Men respekten må og skal også være der den anden vej rundt.

Lykkeligvis føler jeg det stort skal lige siges. Jeg oplever intet problem med respekt fra Herren min, tværtimod. Men selv vi kommer ud for konflikter. Og da er Herre/slavinderollen ved første øjekast fantastisk. Bestemmer den ene, og er det fastlagt på forhånd, og grundet indbyrdes kemi, et uundgåeligt faktum, rydder det langt de fleste konflikter af vejen. Men det må ikke blive en sovepude. Det må ikke blive konflikthåndteringens kerne. Det er ikke en sovepude for to konfliktsky mennesker. Konflikter vil opstå, og et forholds levedygtighed vil altid afhænge af måden konflikter håndteres på. For de er uundgåelige, så længe mennesket ikke er perfekt.

Konflikter er som et ømt punkt.. Nogle trykker på det, tænker “av, det gorde nas, der trykker jeg ikke igen”, og lader det være, i håb om det går over af sig selv. Hvilket faktisk er tilfældet mange gange. Andre gange vil tilstanden forværres, og så kan man bagklogt sige til sig selv, at det måske havde været klogt at undersøge baggrunden for det ømme punkt. Andre lader det være en tid, men vender så tilbage og trykker igen, og tager derefter stilling til hvorvidt det er nødvendigt at gøre noget ved det. Og så er der typen som mig. Der hele tiden skal stikke, kigge, undersøge, finde ud af hvorfor. Jeg accepterer ikke ting der smerter. Jeg accepterer ikke at jeg ikke kender baggrunden for det ømme punkt. Jeg vil ind til kernen, og er årsagen gemt, så må man finde en kniv, skære op, og se under huden. Hvori er problemet? Og hvordan fjernes det??

Jeg er langt fra sikker på det er den rigtige løsning. For af og til, så kan årsagen ikke findes, den er gemt, glemt og ovre, selvom ømheden er tilstede, og min energi bliver brugt på en problematik, der ikke findes længere. Og den er dum. Omvendt.. så kan det at tage hånd om et problem også spare en for en amputering, hvis tilstanden forværres.. så hvad er bedst? Bagklog eller overdrevet opmærksomhed? For det er sku sævrt at finde balancen af og til…

ÅrhusSMILene…

Der er i miljøet opstået en tanke, et behov, for at åbne en ny klub, forening, hvor vi kan samles.

Vil lige slå et slag, om nogen skulle have overset.. Er vild med ideen, nok mest fordi jeg kender de kræfter, der ligger bag initiativet. Håber det lader sig gøre, ville elske en forening, der lagde større vægt på Dominant/submissiv temaet, bedre end Smil Århus nu imødekommer. Der er vist også en del uro i ledelsen deroppe, hvilket afholder mig fra at engagerer mig for meget deroppe, selvom jeg ynder at agere socialt i miljøet, med eller uden Herren ved min side.

Kig ind på : http://aarhussmilene.blogspot.com

Jeg er masochist :)

Gennem mine snart to år som erkendt submissiv, har jeg altid glædet mig til smerten, glædet mig, når jeg vidste der var smerteleg på vej. Glædet mig til fikseringen, pisken, spanksrøret, hånden, langsomt fundet mine favorit redskaber..

Jeg har altid nydt det opbyggede scenarie omkring smerten, omgivelserne, blikket i øjnene hos Ham, den sorte gnist en lyst til at påføre smerte der kommer i Hans øjnes udtryk. Det hårde, lidt ubarmhjertige islæt.

Men smerten i sig selv har ikke været min ven. Har læst og fulgt andres beretninger med nysgerrighed, når i har fortalt at i nød smerten, higede efter den.. genkendt længslen, men uden helt at forstå hvorfor. Smerten har været, sat lidt på spidsen, et nødvendigt onde, for at få mulighed for scenariet omkring den.

Dog har jeg alligevel længtes efter den, ikke under selve legen, men vidste den gav en fantastisk ro i min krop bagefter. Min tanke var, at det nok var min underkastelse, der fik lov at blive mættet, mit behov for at være hjælpeløs, underkastet, ydmyg, hengiven.

I min tid som single gav jeg mig selv lov til at lege med smerten på en anden måde. Ikke fordi slagene faldt anderledes, eller fordi andre former for redskaber blev brugt, eller fordi jeg lagde mindre underkastelse i legen.. Men jeg havde mere fokus på mig selv, min krop, min reaktion.. min nydelse. Gav mig selv lov at nyde, og takket være HANIMs fantastiske empati og forståelse, nød jeg mere end jeg har gjort før. Det var ren smerteleg, der var ingen sexuel aktivitet indeover… I hvertfald ikke til at begynde med..*G*. Senere har jeg nydt at røre ved og bleve rørt ved, ag regina og rüya . Men først og fremmest var det smertelegen der fyldte..

Og hvor har det gjort en forskel. På en underfundig og skøn måde..

Det har været meget anderledes end den måde Herren og jeg har brugt smerte på før. Hos Ham fylder min underkastelse på en helt anden måde. Måske jeg ikke har følt, jeg burde nyde, fordi det var Hans nydelse, der var i fokus. Ikke på grund af Hans ønske, men fordi jeg ikke har kunnet handle anderledes. Min fokus er så meget på Ham, at jeg måske ikke har ladet mig selv komme til? Det er anderledes nu.

Hans sadisme er vendt tilbage, og jeg nyder. Nød i søndags en røvfuld, som jeg aldrig har gjort før med Ham. Har altid nydt, tag ikke fejl, men det har været andre elementer i smerten, jeg lod fylde i min bevidsthed, tanken om Hans udstråling, det strejf af sort Han får i øjnene, der tænder mig og min underkastelse så meget, fokuseret på Hans nydelse i at påføre mig smerte, Han vidste jeg havde svært ved at tackle, men holdt ud for Hans skyld, fordi min underkastelse er reel, og udholdelsen af smerten var symbolet på det.

I søndags var oplevelsen for mig en anden. Jeg nød smerten, higede, glædede mig til næste slag. Jeg har altid budt mig til igen, efter et slag, fundet tilbage til den position Han bad mig om, prompte.. før af ren lydighed.. Ikke fordi jeg reelt ønskede et slag mere, men fordi jeg vidste Han ønskede at påføre mig et slag mere. Denne gang var anderledes midt i det kendte. Min krop higede, nød, forvandlede det til lyst til mere, mere, mere.. Og vendte tilbage til positionen, blandet med grunden til, at et mere slag, tak . Og mente det.

Jeg nød smerten. Kunne vende den. Vende den til lyst, lod mig selv synke ind i den. Fandt det gode i den. Nydelsen var enorm. Og ville gerne et slag mere, et mere, et mere.. Min krop nød, higede, smagte. Og jeg erkendte, at jeg ér masochist. Jeg nyder smerten. Smerten er min ven, jeg kan vende den til lyst til mere. Selv den pisk jeg plejer at hade allermest, en jeg i sin tid købte i orion, billigt, skarpt bidende i huden, en af Hans yndlings at bruge, måske fordi Han ved jeg krymper mig lidt ekstra *gg, og det tænder Ham, kunne jeg nyde efter de første slag på huden.

Finder det ikke som et must, at være masochist. For mig har det ikke været nødvendigt, jeg har nydt smerten af andre grunde. Har nydt smagen af underkastelse det har givet. Men har haft fornemmelsen af at jeg var det, uden helt at være klar over hvad det indeholdt fuldt ud. Men erkendelsen er skøn. Fodi jeg havde en fornemmelse, der nu er bekræftiget.

Jeg er masochist. Ikke hardcore, endnu *S.. men jeg nyder smerten. Og længes allerede efter næste gang jeg får lov at smage

Og hold nu da op, hvor jeg nyder den erkendelse… Glæder mig til hvad den kan bringe med i mit liv fremover, de oplevelser min krop kan give mig i den retning. Så meget har afhængt af min egen indstilling til det. Og er glad for, at jeg ved det nu er ok at nyde, for mig selv. Måske det gør Hans nydelse større også, reelt